Atlanta, hovedstaden i Georgia, USA. Atlanta er en af landets hurtigst voksende storbyer med en citybefolkning på 419.000 indb., heraf 61% sorte (2004). Atlanta dækker med forstæder 340 km2, og hele metropolområdet har 4,1 mio. indb. (2000). Byen blev grundlagt i 1837; efter ødelæggelserne under Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65) blev den hurtigt genopbygget og har fra slutningen af 1800-t. været økonomisk centrum i det sydøstlige USA. Med "Forward Atlanta"-kampagnen i 1960'erne indledtes en vækstperiode med stor tilgang af virksomheder og omfattende nybyggeri i cityområdet og forstæder.
Bortset fra mindedistriktet for Martin Luther King domineres centrum af moderne skyskrabere med hoteller, kontorer og kongrescentre. Men sociale uligheder er tydelige: Næsten 1/3 af familierne har indtægter under den officielle fattigdomsgrænse, og kriminaliteten er blandt de højeste i USA.
Med Hartsfield International Airport råder byen over en af verdens største lufthavne. I 1998 overhalede denne Chicagos O'Hare som verdens mest trafikerede lufthavn. Den interne trafik besørges af et velfungerende offentligt transportsystem med undergrundsbane og buslinjer. Byens metro, der løber underjordisk i den centrale by, blev forlænget gennem 1990'erne og når nu bl.a. ud til lufthavnen.
Byen er hjemsted for bl.a. Coca-Cola og tv-kanalen CNN. Atlanta var værtsby for OL i 1996.
Atlanta blev anlagt i et område, der 1821 blev afstået af creekindianerne. Under borgerkrigen var den et vigtigt forsyningscenter, og nordstatshærens ødelæggelse af byen 1864 er foreviget i romanen og ikke mindst i filmen Borte med blæsten.