UNESCO's Verdensarvsliste

Lister over mulige verdensarv-kandidater (de såkaldte tentativlister) føres af de enkelte lande, som har tiltrådt Verdensarvskonventionen. Kandidaterne tilføjes listerne på baggrund af nationale vurderinger af stedernes potentiale til optagelse. I Danmark omfatter tentativlisten bl.a. Amalienborg og Møns Klint.

Optagelse på Verdensarvslisten er betinget af stedernes tilstand, herunder at der forefindes en løbende indsats for at bevare de særlige kultur- eller naturværdier på de pågældende steder, fx gennem lovgivingsmæssige rammer og forvaltningsplaner. Efter at et sted er tildelt verdensarvsstatus, føres der løbende tilsyn med dets bevaringstilstand for at sikre, at det fortsat kan betragtes som verdensarv.

Til håndtering af trusler mod kultur- og naturværdierne på de enkelte verdensarvssteder fører Verdensarvskomitéen også en særlig liste over verdensarvssteder i fare. Det kan fx være steder, som risikerer at blive beskadiget eller forsvinde pga. krig, terrorisme, klimaforandringer og pres fra moderne udvikling. I juli 2024 omfattede listen 56 steder.

Tanken om, at der findes særligt betydningsfulde og verdenskendte seværdigheder, rækker tilbage til De Syv Underværker i antikken. Det eneste af De Syv Underværker, som er bevaret op til nutiden, er Cheopspyramiden, der er optaget på Verdensarvslisten som en del af resterne af den egyptiske oldtidsby Memphis.

Til forskel fra De Syv Underværker har Verdensarvslisten for længst vokset sig så stor, at de færreste enkeltpersoner kender eller kan overskue samtlige steder på listen. Selve tanken om, at et sted kan have værdi som verdensarv for hele menneskeheden, bruges alligevel til at vække interesse og eftertanke.

Forestillingen om, at ansvaret for beskyttelse af verdens kultur- og naturarv ikke blot hører til de enkelte lande, hvor stederne befinder sig, opstod gradvis efter de to verdenskrige på baggrund af de globale konflikter og ødelæggelser, som krigshandlingerne forårsagede.

Ideen om verdensarv bygger ikke kun på, at det af praktiske grunde er en fordel at arbejde internationalt med at understøtte bevaring af vigtige steders natur- og kulturværdi. Der ligger fra UNESCO’s side også en politisk fredsskabende ambition bag, idet et af målene med Verdensarvskonventionen og Verdensarvsarvslisten er at skabe mellemfolkelig forståelse gennem fælles værdier, og at opmuntre til internationalt samarbejde og solidaritet mellem verdens lande.

Da Verdensarvskonventionen blev introduceret, var der ingen, som havde gjort sig tanker om, hvor mange steder der ville komme på Verdensarvslisten. De indledende diskussioner, som førte til konventionens skabelse, havde fremhævet, at adskillige i forvejen verdenskendte steder havde en åbenlys global betydning, som kunne motivere skabelsen af en international konvention til beskyttelse af verdensarv. Det drejede sig fx om steder som Akropolis i Grækenland, Stonehenge i Storbritannien, Machu Picchu i Peru, Yellowstone Nationalpark i USA og Galápagosøerne i Ecuador.

De første 12 steder kom på Verdensarvslisten i 1978, og siden er listen fortsat med at vokse. De over 1.200 steder på listen er langtfra alle så verdenskendte som de ikoniske steder, der var oplagte nomineringer i Verdensarvslistens tidlige år. Et af listens formål er da også netop at udbrede kendskabet til de mange verdensarvssteder på globalt plan.

Verdensarvslistens fortsatte vækst vidner på den ene side om dens succes, da det er en tegn på interesse både blandt UNESCO’s medlemslande og i den bredere offentlighed. På den anden side er der også sat spørgsmål ved, hvor mange steder det giver mening at give status som verdensarv. Hvis Verdensarvslisten bliver for stor og uoverskuelig, er der potentielt en risiko for udvanding af selve tanken om, at stederne på listen har en særligt enestående betydning. Hvis for mange steder udråbes som specielle, kan en fornemmelse af, at ingen af dem er det, blive resultatet.

På trods af ambitionen om at Verdensarvslisten skulle afspejle hele verdens natur- og kulturarv, var der snart problemer med at repræsentere verdens arv ligeligt. Kulturarv kom inden længe til at dominere Verdensarvslisten frem for naturarv, og bestemte lande og verdensdele såvel som bestemte typer af steder kom også hurtigt til at dominere listen og give den en tydelig slagside.

Europæiske lande som Italien og Frankrig blev flittigt repræsenteret på Verdensarvslisten, mens ikke bare enkelte lande, men hele regioner og verdensdele som Afrika og Mellemøsten kun fik forholdsmæssigt meget få steder anerkendt som verdensarv. De steder, som blev optaget på listen, havde desuden en væsentlig overvægt af bygninger og monumenter, fx paladser og katedraler, der afspejlede en mere elitær arv.

I flere lande blev steder optaget på Verdensarvslisten på baggrund af deres værdier som naturarv uden at anerkende, at de også spillede en enestående kulturel rolle for indfødte folk. Det var fx tilfældet da Ayers Rock – Mount Olga Nationalpark (nu kendt under navnet Uluru-Kata Tjuta Nationalpark) i Australien fik verdensarvsstatus i 1987.

Med sin åbenbare vægtning af bestemte lande og verdensdele, bestemte typer af steder og bestemte forståelser af, hvad der udgjorde verdensarv, begyndte Verdensarvslisten at blive kritiseret for at være både elitær og eurocentrisk, og for derfor at mangle troværdighed i påstanden om, at den repræsenterer verdens arv.

En del af problemet med den manglende balance i Verdensarvslisten har rod i praktiske forhold. Europæiske lande er mere velstående og har mere veletablerede nationale rammer for at forvalte og nominere steder som kultur- og naturarv. Til sammenligning kan udviklingslande have vanskeligt ved at skabe de nødvendige økonomiske og forvaltningsmæssige rammer for at beskytte deres natur- og kulturarv og understøtte det bekostelige ekspertarbejde med at nominere steder til Verdensarvslisten.

At kolonihistoriske forhold sætter deres spor i de globale uligheder inden for verdensarven, er der heller ingen tvivl om. Det gælder både i forhold til, hvilke lande der har stærkest økonomisk formåen til af få steder nomineret til Verdensarvslisten, og i forhold til, hvad der er blevet anerkendt som værdifuldt, og hvad der overses, når steder tildeles status som verdensarv. Klassiske europæiske forståelser af kulturarv med fokus på det monumentale og de materielle forhold frem for på mere uhåndgribelige kvaliteter ved et sted, som eksempelvis dets spirituelle betydning for en indfødt befolkningsgruppe, har sat sine tydelige spor på Verdensarvslistens udformning.

I takt med den gryende kritik begyndte UNESCO fra slutningen af 1980'erne at indse, at noget måtte gøres for at skabe en mere afbalanceret Verdensarvsliste. Op gennem begyndelsen af 1990'erne blev der derfor gennemført en række tiltag for at gøre noget ved problemerne.

• UNESCO's Verdensarvskonvention
• immateriel kulturarv
• kulturarv
• verdensarv

• Den samlede verdensarvsliste